Svaret afhænger af betydningen. Når man åbner for vandhanen, og der næsten ikke kommer noget vand ud, hedder det så Der er intet vand eller Der er ingen vand? Kalundborg Forsyning og rigtig mange andre menneskers bud er, at det hedder ingen vand:
Men det hedder intet vand her, fordi vand er et intetkønsord (t-ord), altså fordi det hedder vandet. Man kan se det, ved at man siger ikke noget vand. De to ord ikke og noget kan slås sammen til intet.
Undtagelse: Kun når man med ordet vand mener en vandflaske, skal man sige ingen vand – som i denne fiktive samtale:
Kunde: Jeg vil gerne have en cola og to vand med brus.
Ekspedient: Vi har desværre ingen vand med brus tilbage.
Kilde: www.kalfor.dk/vand/problemer-med-vandforsyningen/ingen-vand-eller-kun-koldt-vand/ og Den danske ordbogs opslagsord vand.

