Så som overflødig gentagelse af den foregående formulering
I artiklen Gentagelse af led angives gentagelse som en måde at skabe liv i en sætning på. Men hvis metoden bruges ofte, kan det kamme over og give sproget et lidt simpelt, barnligt og rodet udtryk. For tiden er mange især storforbrugere af ordet så:
Med det in mente, så er det bare med at komme i gang.
(Knap så talesprogspræget: Med det in mente er det bare med at komme i gang).
Som en bonus, så stimulerer læsning din kreativitet.
(Simplere: Som en bonus stimulerer læsning din kreativitet).
Og for det andet, så møder det udsatte barn her et voksent menneske, som hverken er pædagog eller skolelærer.
(Mere seriøst: Og for det andet møder det udsatte barn her et voksent menneske, som hverken er pædagog eller skolelærer).
For modsat mange andre kosttilskud, så er det videnskabeligt bevist, at fiskeolie har en effekt.
(Mindre rodet: For modsat mange andre kosttilskud er det videnskabeligt bevist, at fiskeolie har en effekt).
Og for at gøre ondt værre, så er prisen på olie styrtdykket inden for samme periode.
(Mere stilrent: Og for at gøre ondt værre er prisen på olie styrtdykket inden for samme periode).
En fejl eller ej?
Det er ikke en fejl at bruge ordet så på denne måde, hvis brugen kan klemmes ind under punkt 8.a i Den Danske Ordbog under opslagsordet så: Ordet så skal så betyde noget i retning af ‘under de omstændigheder, der lige er nævnt’. Omstændighederne i sætningerne herover er f.eks. at have noget in mente eller at opfatte noget som en bonus. Men bemærk, at ordbogen angiver, at det er talesprogspræget:
Den gentagende brug af så er altså mest et spørgsmål om smag og stil: Hvor talesprogspræget eller hvor seriøs skal din tekst være? En tommelfingerregel er under alle omstændigheder maks. at bruge ét af disse så‘er pr. side, for uanset hvor friskt og mundtligt du ønsker dit sprog skal være, bliver det for gentagende og trættende, hvis der er flere.
Naturlige så‘er ved bydeformer
Ved bydeformer, som ikke er i starten af en sætning, lyder sætningen naturligst med et så:
Men i stedet for at begynde at tude over det, så udnyt din sårbarhed til at skabe yderligere kreativitet.
(Ikke helt naturligt: Men i stedet for at begynde at tude over det, udnyt din sårbarhed til at skabe yderligere kreativitet).
Husk under alle omstændigheder kommaet i sætninger som den ovenstående, selvom der ikke er “kryds og bolle” inden kommaet. Årsagen er, at leddet foran kommaet ikke passer ind i den normale sætningsstruktur, men er et ekstra led, og ekstra led skal afgrænses af komma, jf. § 47.3.e, der giver dette eksempel:
I tilfælde af brand, slå ruden ind.

