Gentagelse af led

Dramatik og liv
Hvis man gerne vil betone noget eller skabe lidt drama eller liv i en sætning, kan man gentage et led ved brug af nogle andre ord (evt. bare den eller det):

Du kan nok ikke ligefrem øge muskelmassen under en slankekur – men bevarelse af musklerne, det er til gengæld realistisk.

I sætningen herover henviser ordet det til bevarelse af musklerne og er rent grammatisk helt overflødigt: Vi kunne lige så godt bare sige: … men bevarelse af musklerne er til gengæld realistisk (uden det). Men gentagelsen skaber liv og gør sproget lidt mere mundtligt, fortællende og engageret. (For tiden er der dog en tendens til overdreven brug af ordet  på denne gentagende måde – det kan du læse mere om her).

Gentagelse udløser et komma
Når vi indsætter et ekstra led, som er grammatisk set overflødigt, udløser det et komma (jf. § 47.3.e). Kommaet skal enten placeres lige efter det første led (hvis det er dét, der står isoleret fra resten af sætningen) eller lige foran det andet led (hvis det er dét, der står lidt for sig selv). Her er eksempler på begge dele:

Når Jorden går under, kan det hele også være lige meget. (Efter første led).
Hvad synes du om Peter, ham, vi havde som forelæser den anden dag? (Foran andet led).

Men hov, er “efter første led” og “foran andet led” ikke det samme? Er det ikke bare “mellem de to led”? Jo, i de to ovenstående eksempler er det. Men leddene behøver ikke at stå lige efter hinanden. Når de ikke gør det, kan man heldigvis tydeligt høre, hvor kommaet skal placeres:

Ham der den lækre 22-årige fyr fra København, fik du egentlig set mere til ham? (Efter første led).
Kl. fire, er det et passende tidspunkt for dig? (Efter første led).
Det interesserer dig ikke meget, det kunstværk, gør det?
 (Foran andet led).

En lille mundtlig leg
Mundtligt bruger vi denne form for gentagelse hele tiden. Prøv at lægge mærke til det i dine næste samtaler, og leg evt. en lille leg:

Leg: Undgå at bruge nogen som helst af disse gentagelser.
Sig altså ikke: Det der mad, vi fik hos dig den anden dag, det var altså virkelig lækkert.
Sig bare: Det der mad, vi fik hos dig den anden dag, var altså virkelig lækkert.

Du kommer med garanti til at grine under denne leg, for du vil falde i hele tiden! Med legen øger du din bevidsthed om disse gentagelser, hvilket gør dig bedre til sætningsanalyse og kommaargumentation.

I interviews
Du kan også bemærke denne gentagelsestype, når du hører et interview på TV eller læser et i avisen. Hos mange interviewere virker brugen af gentagelse som en bevidst strategi, og den er smart, den strategi. Gentagelsen har nemlig den fordel, at man kan starte med at slå et tema an og så stille spørgsmålet bagefter, hvilket er meget pædagogisk og hjælper den interviewede med at orientere sig, så vedkommende får længere tid til at forberede sit svar:

Den langtrukne og håbløse konflikt i Syrien, ser du overhovedet en løsning på den inden for nær fremtid? 

Alternativer til komma
Nogle gange ønsker man måske et større ophold mellem leddet og gentagelsen, end et komma indikerer. Så kan man bruge tøveprikker eller en tankestreg i stedet, og ved spørgsmål kan man dele udsagnet op i to:

Ham der den lækre 22-årige fyr fra København … fik du egentlig set mere til ham?
Ham der den lækre 22-årige fyr fra København – fik du egentlig set mere til ham?
Så du ham manden med hatten? Ham, der lige kørte forbi? (Husk spørgsmålstegn nr. to her).


Opgave
Et sted i denne artikel bruges den omtalte type gentagelse (altså ud over i eksemplerne). Kan du finde det?

Skriv et svar

Your email address will not be published.