I artiklen Bøjningstesten for sammensatte navneord – niveau 3 har vi lært at afgøre, om man skal skrive sommerhus ferie eller sommerhusferie, light sodavand eller lightsodavand og standard parcelhus eller standardparcelhus. Her kigger vi på de lidt mere komplicerede tilfælde og grammatikken bag testen.
Vi kan udvide bøjningstesten for sammensatte navneord med en ekstra test (test 2):
Start: Sæt en eller et foran det, du er i tvivl om.
Test 1: Hvis du kan flytte en/et hen efter det, du er i tvivl om – uden at det skifter betydning – så er det i ét ord.
Test 2: Hvis du kan sætte d foran en/et, er der tale om mindst to ord (et eller flere tillægsord og et navneord).
I foregående lektion (på niveau 3) så vi nogle simple eksempler som disse:
Start: en sød hund/sødhund
Test 1: sødhunden (nej, det dur ikke – man ville sige den søde hund)
Start: hiphop musik/hiphopmusik
Test 1: hiphopmusikken (ja, det kan man godt sige)
Lad os nu udvide dem med den ekstra test:
Start: en sød hund/sødhund
Test 1: sødhunden (nej, det dur ikke)
Test 2: den søde hund (ja, det kan man godt sige)
Start: hiphop musik/hiphopmusik
Test 1: hiphopmusikken (ja, det kan man godt sige)
Test 2: den hiphoppe musik (nej, det kan man ikke sige)
Det giver stadig et entydigt resultat i disse eksempler. Men andre eksempler består begge tests!
Eksempler, hvor begge dele er rigtige
De følgende eksempler kan i første omgang forvirre, fordi begge muligheder er rigtige, men prøv at nærstudere dem. Nogle gange har mulighederne samme betydning, andre gange er der en lille betydningsforskel, og andre gange igen er betydningerne vidt forskellige:
Start: en toliters sodavand/toliterssodavand
Test 1: toliterssodavanden (ja, det kan man godt sige)
Trin 2: den toliters sodavand (ja, det kan man også sige!)
Resultat: to muligheder, som betyder det samme
Start: en sursød sovs/sursødsovs
Test 1: sursødsovsen (f.eks. Vil du lige række mig sursødsovsen?)
Test 2: den sursøde sovs (f.eks. Vil du lige række mig den sursøde sovs?)
Resultat: to muligheder, som betyder det samme
Start: et online univers/onlineunivers
Test 1: onlineuniverset (f.eks. Onlineuniverset Strava fungerer fint)
Test 2: det online univers (f.eks. Hver gang du bevæger dig rundt i det online univers, sætter du små aftryk)
Resultat: to muligheder med lille betydningsforskel, som dog er svær at præcisere
Start: en super mand/supermand
Test 1: supermanden (f.eks. Supermanden i vores hjem (a.k.a. min mand) klarer alt!)
Test 2: den super mand (f.eks. Den super mand er ham, der tilgiver, når vi kvinder er dybt urimelige)
Resultat: to muligheder med betydningsforskel – man taler dog sjældent om super mænd (ikke at de ikke er det!)
Start: en rød spætte/rødspætte
Test 1: rødspætten (f.eks. Rødspætten er en obligatorisk ingrediens i retten stjerneskud)
Test 2: den røde spætte (f.eks. Den røde spætte er en sjælden fugl)
Resultat: to muligheder med stor betydningsforskel
Derfor virker bøjningstesten – grammatisk baggrund
Et navneord bøjes som udgangspunkt i bestemt form ved hjælp af bestemthedsendelse: en bil, bilen. Men når et tillægsord står foran, gør vi ikke sådan, men bruger i stedet en bestemt artikel foran (den eller det): den røde bil. Dét er derfor, de to tests virker – bestemthedsbøjningen afslører, om der er tale om ét navneord, eller om der er tillægsord indblandet.
Hjælp! Begge tests er bestået – hvad gør jeg så?
Hvad skal man vælge, når begge muligheder er godkendt, og de har samme betydning? Få svar her.
Hjælp! Ingen tests er bestået – hvad gør jeg så?
Hvad gør man, når hverken test 1 eller test 2 giver svar? Få svar her.
Opgave
Prøv at udføre bøjningstesten for sammensatte navneord på disse formuleringer:
jomfru oliven olie/jomfruolivenolie
ekstra jomfru oliven olie/ekstrajomfruolivenolie
12 km tur/12-km-tur
mega by/megaby
24 års regel/24-årsregel
kæmpe hamster/kæmpehamster
brush-up kursus/brushupkursus
kanon føde/kanonføde
