Mange fejl opstår faktisk efter korrekturen, altså når du har afleveret dit fejlfrie produkt. Men sagen er ikke helt ude af dine hænder. Dette “korrekturtip” giver hele 10 tips til, hvordan du hjælper teksten godt videre:
Tips til forebyggelse af fejl efter korrekturen
1. Opfordr din kunde til at spørge dig ved den mindste usikkerhed, så du minimerer antallet af velmenende redaktørrettelser.
2. Skriv en kort forklaring ved rettelser, som du ved, folk tror, er fejl – f.eks. “Jeg har rettet services til servicer, da det desværre er det eneste tilladte ifølge Retskrivningsordbogen”.
3. Overlad så lidt arbejde som muligt til redaktøren, dvs. ret så meget som muligt. Hvis du er utryg ved en rettelse, så udfør den alligevel, og skriv en spørgende kommentar til, f.eks. “Jeg har rettet lidt i formuleringen her, så den nu er grammatisk korrekt. Men er indholdet også som ønsket?”.
4. Ret direkte i teksten i stedet for at kommentere, hvad der skal rettes, hvorefter en anden skal forstå og udføre hver eneste rettelse præcist. Undgå derfor bl.a. korrektur i hånden (på udskrevne ark med eller uden brug af de såkaldte korrekturtegn).
5. Omdøb filen (tilføj f.eks. ordet rettet til filnavnet), så det er tydeligt hos din kunde, hvilken fil i hans mappe der er den rettede udgave.
6. Aftal med din kunde, at du indsætter en kommentar, hvis der slet ingen rettelser er i dokumentet. Så vænner din kunde sig til altid at se enten markerede rettelser eller en kommentar. På den måde ved han, at det er den forkerte udgave, han sidder med, hvis han åbner en fil uden rettelser eller kommentarer.
7. Spørg ind til kundens procedure, og anbefal at placere korrekturen så sent som muligt. Slutproduktet bliver meget bedre, hvis korrekturen foretages i den opsatte udgave i stedet for i Word-tekster, som opsættes bagefter.
8. Anbefal kunden at eftersende manglende billedtekster eller faktabokse, der ikke er skrevet færdig.
9. Mind kunden om at sende AL tekst, også omslag, bagsidetekster, rygtekster, kolofoner, vigtige mails, bannere (også selvom de kun rummer tre-fire ord), visitkort og andre små tekststykker.
10. Hvis økonomien er til det, er andenkorrektur værd at overveje (altså en hel ekstra gennemlæsning, efter at redaktøren har forholdt sig til den første gang korrektur, førstekorrekturen).
