Den fil, du har rettet, er ikke den, der bliver udgivet. Så dette “korrekturtip” anbefaler:
Gem dine rettede filer i et par år.
Fejl efter korrekturen
Mange udgivelser er længe undervejs, og der er mange folk indover, desværre også efter korrekturen. Historien viser talrige eksempler på, at forfatteren liiiige har tilføjet et par ting til allersidst. Men da en korrekturlæser nemt kan have foretaget 50 rettelser på en almindelig A4-side, siger statistikken, at forfatteren ikke kan tilføje et par linjer, uden at der følger fejl med.
Mange andre ting kan gå galt efter korrekturen: Et af dine forbedringsforslag implementeres måske forkert, eller en grafiker udskifter et billede og dermed også en billedtekst. Det kan endda ske, at en redaktør opdager en “kommafejl”, som korrekturlæseren har overset, og retter den – uden at vide, at kommaerne faktisk var placeret korrekt. Nogle kommaer støder nemlig den gennemsnitlige redaktør, selvom de er helt korrekte, f.eks. det første komma her: Det skete, efter at vi var kommet, ikke før. En anden redaktørsvipser kunne være at indsætte “det åbenlyst manglende komma” efter ordet Det her: Det syntes han, var noget pjat.
Dokumentation
Efter at du har rettet en bog, kan der gå måneder, før den er ude i boghandlen, og så går der lidt tid, før en læser bemærker en så slem fejl, at vedkommende skriver til forlaget, som på et tidspunkt snakker med forfatteren, som endelig går til dig som korrekturlæser med kritikken. På det tidspunkt har du brug for at dokumentere, hvordan dokumentet så ud, da du var færdig med dit arbejde – altså at fejlene ikke er dine. Så gem alle dine rettede filer i et par år (eller længere, hvis du har pladsen til det).
God stil internt i korrekturbranchen
Mange udgivere angiver desværre korrekturlæserens navn, uanset hvor meget der ændres i teksten efter korrekturen. En kreditering kan altså være fatal og virke stik mod hensigten. Giv derfor lidt snor, når du bedømmer en anden korrekturlæsers arbejde: Tjek først, om fejlene er konsekvente og ligeligt fordelt over alle sider. Hvis fem sider er helt fejlfrie, og den sjette side pludselig indeholder mange fejl, er det nok ikke korrekturlæseren, den er gal med.
Forebyggelse af fejl efter korrekturen
Læs 10 tips til forebyggelse af fejl efter korrekturen i det næste korrekturtip.
