DR skrev den 31. oktober 2015 en artikel om en ny type batterier. Artiklens brødtekst beskriver, at batteriet bygger på litium og ilt (som nogle gange kaldes luft), mens billedteksten ikke nævner litium eller ilt, men kun stoffet grafen (udtales grafén):

Screenshot af toppen af siden www.dr.dk/nyheder/viden/miljoe/det-ultimative-batteri-kommer-taettere-paa (31. oktober 2015).
Det kan sagtens være, at der også er grafen i batteriet, så oplysningen i billedteksten ikke er forkert. Men det virker under alle omstændigheder mærkeligt for læserne og sænker troværdigheden, at billedteksten giver radikalt andre oplysninger end hele brødteksten. Hvis DR var din kunde, ville det derfor være passende helt kortfattet at spørge, om grafen evt. skal nævnes i brødteksten, eller om billedteksten evt. skal nævne litium og ilt i stedet for grafen. Hvis man har erfaring med, at kunden bliver glad for denne type kommentarer, kan man også sætte spørgsmålstegn ved, at begreberne ilt og luft anvendes i flæng.
Læg detektivbrillerne fra dig, eller bliv fattig
Det kan være fristende at begynde at google batteritypen eller lede efter en engelsksproget nyhed, som denne danske nyhed måske stammer fra. Især kan der gå sport i det, hvis man har fornemmelsen af, at man er på sporet af en kæmpe indholdsbommert. Men hvis man begynder at faktatjekke i dybden, går tiden hurtigt, så vær obs på din timeløn, og overlad i langt de fleste tilfælde opklaringsarbejdet til kunden.
